Så blev det tid til at skifte venstre forhjulsleje. Lejet er nu så slidt, at jeg kan rokke hjulet fra side til side, og tydelig mærke det slup der er kommet i lejet.
Som billedet viser, er det ikke første gang. Fandt 5 gamle lejer, + det jeg skal skifte, det er så 6. gang jeg skifter leje. Har også skiftet simmeringe flere gange, men alligevel trænger der vand ind, og jeg skal skifte leje ca hvert andet år.
Da simmeringen (forholdsvis ny) blev lirket ud, så det sådan ud nede under. Fyldt med kalk, rust og aflejringer. Forståligt nok at lejet er stået af.
Mellem lejerne (h/v) sidder et afstandsrør i spænd mellem de 2 lejer og sørger for at lejerne holder den rette afstand. For at kunne slå lejet ud, skal afstandsrøret være løst og kunne bevæge sig rundt, så dornen kan få fat i lejets inder-ring. Her kan man se at røret kan bevæges rundt.
For at slå lejet ud, bruger jeg som dorn et stykke messing-stang der er langt nok til at nå igennem.
Og så er det vigtigt hele tiden at slå forskellige steder på lejets inder-ring, så det ikke kører skævt. Altså hele tiden flytte dornen rundt på inder-ringen mellem hvert slag.
Stille og roligt kommer lejet længere og længere ud. Her er den lige ved at være der.
Med lejet og afstandsrøret ude, får alle flader og hullet lejet sidder i en rensning/slibning, og en gang fedt. Nede i bunden kan inder-ringen af det andet leje ses. Det er mellem de 2 inder-ringe afstandsrøret sidder.
Så er der gjort klar til det nye leje. Alt rengjort og smurt. Navnligt afstandsrørets ender, og lejehullets sider. Så er risikoen for fastgroning mindre, samt lettere at splitte næste gang.
Jeg presser lejet så langt ned som muligt med håndkraft, og bruger så hammer resten af vejen, og sørger for kun at slå på yder-ringen.
Når lejet er slået ned til kanten, går jeg over til en dorn resten af vejen. Tilter den lidt, så det kun er yder-ringen den rammer.
Når lejet ikke kan komme længere ned, har det kontakt med afstandsrøret der så sidder i spænd mellem lejernes inder-ringe, og lejet er dermed monteret.
I med den smurte simmering, og hjulet er klar til at blive monteret på scooteren. Done.
Iøvrigt. For at gøre monteringen af hjulet så nemt som muligt, bruger jeg en lille donkraft til at holde forgaflen i den helt rigtige højde. Så er det bare at trille hjulet ind.
En kymco er generelt af rimelig god kvalitet, og jeg har været glad for den alle disse år.
Men den har et par svagheder, og en af dem er forhjulslejerne. På de ca 13 år jeg har haft den, har jeg måtte skifte forhjulsleje ca 6 gange. Jeg har skiftet simmerringe flere gange, men alligevel trænger der vand ind og ødelægger lejet ca hver andet år. Heldigvis er det forholdsvis let at skifte, og lejet koster under 100 kr.
Men da r@v-irriterende!