Det med * stammer muligvis fra
Sviner knallerter værre end biler?
Hvis du er cyklist, kan du sikkert nikke genkendende til situationen:
Du kører fredeligt af sted på cykelstien og nyder den friske luft, men bliver så overhalet af en knallert. Ikke alene larmer den som et ondt år, den udspyr også en blålig sky af ildelugtende os, som gør det ubehageligt at trække vejret. Klamt.
Det er i hvert fald sket mange gange for vores læser Martin Christensen, der har skrevet til os:
»Jeg cyklede bag en knallert her til morgen. Og som så ofte før, så undrede det mig, hvorfor det er mere ubehageligt at cykle bag en enkelt knallert, end det er at cykle langs en hel bilkø, der holder for rødt. Er knallerten virkelig så meget værre i sin udledning? Og hvis ja, hvorfor tillades det så?«
Kulbrinter lugter
Vi ringer til Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet for at få svaret på det spørgsmål, for her er de eksperter i luftforurening. Seniorrådgiver Morten Winther fortæller:
»En del af udstødningen er kulbrinter, og det er dem, læseren kan lugte.«
Kulbrinter er kemiske forbindelser mellem kulstof og brint. De opstår ved ufuldstændig forbrænding af benzinen. Nogle af kulbrinterne er sundhedsskadelige og kan for eksempel være kræftfremkaldende, så det er ikke kun på grund af den grimme lugt, man skal forsøge at undgå dem.
Knallertmotorer er ikke nær så effektive som bilmotorer, og derfor kommer der flere kulbrinter fra knallerter end fra personbiler.
En knallert forurener som syv biler
Men hvor meget værre er knallerterne så til at forurene, sådan helt præcist? Det vil Morten Winther gerne undersøge, og efter et par dage vender han tilbage med de nyeste tal, der er registreret i Danmark:
En gennemsnitlig knallert udleder syv gange så mange kulbrinter som en gennemsnitlig personbil. De ældste knallerter står for den værste forurening. (Foto: Shutterstock)
»I 2015 var kulbrinteudledningen og partikelemissionsfaktorerne for en gennemsnitlig knallert 6,8 og 2,4 gange større end for en gennemsnitlig personbil ved bykørsel.«
Når det gælder den ubehagelige os af kulbrinter, svarer udledningen fra en knallert altså til udledningen fra syv biler. Så det er ikke forkert, hvad Martin oplever – at knallerter oser meget værre end biler. Det gælder også i forhold til små partikler, som en gennemsnitlig knallert udleder flere end dobbelt så mange af. De kan også være skadelige for helbredet.
Selvom der ikke kører så voldsomt mange knallerter rundt på gaderne, står de alligevel for en tiendedel af den samlede kulbrinte-forurening fra vejtrafikken.
Nye knallerter forurener mindre
Videnskaben har talt, og så er det op til politikerne at bestemme, om knallerter overhovedet burde være lovlige, når de forurener så forholdsvist meget. I det nuværende politiske klima skal cyklisterne nok ikke sætte næsen op efter knallertfri cykelstier lige foreløbigt, men de kan da i det mindste glæde sig over, at nye knallerter forurener mindre end de gamle.
I EU-regi arbejder politikerne på at nedbringe forureningen fra alle slags køretøjer, også knallerter. EU’s såkaldte Euronormer giver grænseværdier for udledningen, og reglerne bliver heldigvis skrappere og skrappere. På den måde går det trods alt fremad.
Det ændrer dog ikke på, at det nok også i de kommende år vil være ret enerverende at cykle lige bagved en knallert – især hvis det er en gammel svend, der ikke ville kunne leve op til moderne standarder.
Vi siger tak til Morten Winther, der hjalp med at besvare det gode spørgsmål fra Martin Christensen. Sidstnævnte kan se frem til at få tilsendt en T-shirt, for det hører med til at få besvaret et videnskabeligt spørgsmål her i vores Spørg Videnskaben-sektion.
...