Hej.
Så blev der lejlighed til en 100 km køretur. Godt 50 km fra hjemmet, var der tilbud på cowboybukser i byen Wemb.
Så jeg startede kl 0815 med en fuld opladet kabinescooter og en udetemperatur på godt 10 grC. Efter 27 km's kørsel var det 40% tilbage på displayet, og kabinescooteren var træls at køre i (nedsat hastighed ved den mindste stigning).
Generatoren blev startet på en lille parkeringsplads ved Præstbjerg naturcenter. Parkeringspladsen lå et stykke fra centeret, så støjen ikke generede andre. Generatoren kørte i 2 timer, inden batterierne var nogenlunde opladet. Præstbjerg naturcenter er et dejligt område, og der var jo god tid til en længere vandretur.
Der var så strøm nok, til de sidste 23 km's kørsel til Wemb. Generatoren blev tilsluttet endnu en gang, denne gang med ladning i 1 time.
På hjemturen blev der igen ladet 2 timer ved Præstbjerg naturcenter.
Sammenlagt blev det til ca 4 timers kørsel og 5 timers ladning, hjemkomst kl 1715. Vi havde et ønske om at køre på ferie i kabinescooteren, 100 km hver dag frem til et nyt overnatningssted.
Vi synes ikke det hænger sammen for os, med så lange ladepauser. Skal vi investere i lithium batterier til ca 25.000 kr, så vi kan køre 100 km mellem opladningerne? Vi tænker lidt over sagen, jeg tror det bliver et tog/bus kort i stedet. Men det er nu ikke det samme som at køre selv.
En lille Honda motorcykel har også været under overvejelse, da vi startede vores ungdom på sådan en. Det forbliver nu vist en drøm, selvom jeg stadig har kørekortet til motorcykel.
Billede fra opladningen, bemærk wirelåsen mellem generator og baghjul. Det ville være træls, hvis generatoren forsvandt.
//Jørgen